Sorggrupper

Kontakt, børn 7-12

Rie Vestergaard
Mail: vestergaard@events.dk
Tlf: 86 17 43 92
Mobil: 21 63 53 83

Eva Taps
Mail: evalista@rm.dk
Tlf.: 86 22 14 41
Mobil: 28 45 79 40

Kontakt, voksne

Merete Sørensen
mhsoerensen@gmail.com
Mobil: 28 29 64 60 

Der er sorggruppe for børn i alderen 7-12 år samt for voksne.

Sorggrupperne henvender sig til alle, der har mistet nære slægtninge ved dødsfald - for børns vedkommende far, mor eller søskende. Grupperne ledes af frivillige sorggruppeledere og er organiseret under Folkekirkesamvirket.

 

Sorggruppen mødes i Risskov Sognegård kl  16 – 17.30.

Lige uger: børn 7-12 år

Ulige uger: voksne

 


 

Artikel fra kirkebladet Februar 2008

Sorggrupper er også til glæde

Af Rie Vestergaard, sorggruppeleder

’Sidder I så og græder hele tiden, mor’ spørger min yngste søn på 11, da familien sidder over aftensmaden en onsdag aften og taler om dagens hændelser. Jeg har fortalt om min eftermiddag med sorggruppen i sognegården, og hans nysgerrighed på, hvad der egentlig foregår i en sorggruppe, er straks skærpet, da han hører, at flere af børnene er på hans egen alder. Hans billede af en sorggruppe er da også både logisk og indlysende, hvis ikke man sørger i en sorggruppe hvad laver man så?

Og vist sørger sorggruppens børn, og vist græder de også indimellem, for der hersker ingen tvivl om årsagen til, at vi mødes.

Det gør ondt at miste en far, en mor, en søster eller en bror. Så ondt at det er ubærligt at være alene om. Og børn, der har mistet, føler sig alene. Mødet med døden ændrer deres liv radikalt på en måde som venner og omgivelser kun vanskeligt kan følge eller forstå.

Intet er længere som det var, og det bliver det aldrig igen. Børn, der mister, bliver sendt alene ud på en ny vej i livet, og de kan ikke gå tilbage, uanset hvor meget de end ønsker det.

Derfor giver det mening at komme i sorggruppen

Gruppen er et fællesskab og frirum. Her kender alle til at have mistet, og alene det kan føles som en lettelse. Her er en fælles referenceramme. Alle kender til hverdagen, der mister sin kendte rytme og bliver utryg, mærkedagene, der er så svære at komme igennem, ferierne og højtiderne, der ofte slet ikke kan indfri forventningerne, fordi der mangler én i familien. Man behøver ikke altid at forklare sig. Man kan bare være. Det giver ro og fælles overskud.

Faktisk griner vi derfor ret meget med hinanden

Vi går på jagt efter glæde og lethed. Finder gode oplevelser i hverdagen frem, husker hinanden på sjove og glade stunder med den afdøde, forestiller os, hvad far, mor, søster eller bror ville have sagt eller gjort i en given situation. Tænder et lys for den vi har mistet, så han eller hun er til stede i rummet. Vi holder mindet i hævd gennem
fortællingen, men prøver samtidig at hjælpe børnene til hver især at komme i gang med at skrive nye livsbekræftende sider i deres personlige fortælling.

Det drejer sig ikke om at komme over eller glemme døden eller den døde, men om at lære at leve med at have mistet.

Det drejer sig om at få fodfæste igen og finde en ny balance i hverdagen.

Det drejer sig om at genfinde glæden

Sorggruppen i Risskov Sognegård er organiseret under Folkekirkesamvirket. Gruppen har været i gang siden september 2006, ledes af frivillige og er åben for alle uanset tilknytning til folkekirken. I øjeblikket tæller sorggruppen 9 børn i alderen 7-12 år, der mødes hver anden onsdag fra 16-18 i sognegården. Der er ledige pladser, så hvis du kender børn, der kunne have brug for dette tilbud, er du velkommen til at kontakt en af de 3 sorggruppeledere for flere informationer: