Børnekirke

Verden ser anderledes ud for børn end for voksne. En gudstjeneste ser også anderledes ud for et barn end for de voksne. „Nadver er noget af det bedste, jeg ved“, hørte jeg engang et barn sige, „for da får jeg lidt at spise i kirken.“ Dåben vil børnene heller ikke gå glip af, for da får de lov til at komme op til døbefonten og se de helt små blive døbt. Men prædikenen går hen over hovedet på dem, og salmerne er svære og lange.

Heldigvis har vi Ellen, Birgit, Birte, Else, Tina og Marit. De fire første er selv bedstemødre, og de to sidste er mødre til mindre børn. De er vores kirkes „børnepræster“.

De skiftes til at stå for Børnekirken, som foregår i et lokale i Sognegården. Når barnedåben under gudstjenesten er slut, går de rundt i kirken og ser, hvor der sidder mindre børn. „Har du ikke lyst til at komme med i Børnekirken,“ spørger de. Og det synes de fl este børn godt om.

Nogle ved ikke helt, om de tør, og spørger om mor eller far må følge med. Det får de lov til. I lokalet ovenpå i Sognegården får børnene fortalt historier, tit en fortælling fra Bibelen; nogle har lyst til at tegne, og måske lærer de en ny sang eller synger en de kender i forvejen. Tiden løber hurtigt, og pludselig skal de over i kirken igen, så de kan være med til „at få lidt at spise“ i nadveren. De kommer med deres tegning i hånden og siger stolte til deres mor „Se, Mor, hvad jeg har tegnet.“

De seks „børnepræster“ sidder omkring spisebordet hos Ellen og planlægger, hvem der skal stå for de kommende gudstjenester.

Alle synes de, at det er en dejlig opgave at være med til, at børnene kan lide at være med i kirken.